I sindssygens grænseland

Der tilbringer jeg en gang i mellem et par dage. Du kender sikkert dét sted ? For mig er det der, hvor jeg ikke kan se, jeg nogensinde gør/har gjort noget rigtigt eller er god nok. Dét kviksand jeg langsomt synker ned i – jeg ved, jeg skal kæmpe for at komme op og det nu, men min krop er lammet.  Der hvor jeg lukker mig inde i min egen lille kokon, resten af verden holder op med at eksistere og tankemønstrene besætter min krop. Der hvor livet mister sine regnbuer og sit solskin bag rengvejret og bliver én stor grå substans. Men jeg kommer altid igennem og bliver mindet på, jeg er stærkere, end jeg troede, jeg var. /Miss...

Stærk vs. svag

“Regeringen savner fuldstændig empati for samfundets svageste. Socialpakken hjælper slet ikke mest udsatte: Hjemløse, narkomaner, psykisk syge, prostituerede og alkoholikere, siger Eyvind Vesselbo.” Når vi nu absolut skal klassificeres, så ja… Vi hører til de svageste i samfundet fordi, vi har brug for hjælp. Men svage er vi jo rent faktisk overhovedet ikke… At være svag på ét område betyder ikke, at man entydigt kan siges at tilhøre en kategori af “svage”. Mange af os slås hver dag f.eks. med fordomme, lavt selvværd, uhensigtsmæssige tankemønstre, selvmordstanker, manglende motivation, stemmer, impulser, følelsesmæssige svingninger, angst, stress, traumer, sociale forbier, problemer med tillid osv., men vi er stadig stærke nok til at stå ud af sengen hver dag, forholde os til alt dette og stadig kæmpe for at få det...

Anerkendelse eller genkendelse ?

“At Facebook er et redskab til selviscenesættelse er imidlertid for længst  blevet erkendt og accepteret af brugerne.Det ligger i tiden, at det er helt i orden. Vi lever i en X-faktor-tid, og vi  går alle rundt og venter på, at netop vores X skal blive opdaget og trukket  frem af de skjulte talenters skuffe. Vi optræder, sætter os selv og vores familie og venner i scene, skaber vores  liv – i stedet for blot at leve det. Og vi oplever ingen modsætning her.  Faktisk bliver vores liv måske først til, når vi sætter det lidt i scene. Vi  lever når vi optræder. Vi er når vi ses. ” citat fra Politikken.dk Der var en gang...

Jeg undres…

Jeg fik i går et surt opstød som ingen mængde Galieve kan gøre noget ved – uanset hvor mange små hvide brandmænd de så sender derned… Har fulgt “En af os”-kampagnen og tænkt tiden måske nu var kommet til vi “afvigere” var klar til at stå frem og være vores egen stemme og kæmpe vores egen kamp. Derfor blev jeg blogger & oprettede en Facebook side “Netværket“. Næste skridt var jeg så at udbrede budskabet – det valgte jeg jo så at gøre på PsykiatriFondens facebookside. Men hypihovsasasa!! PsykiatriFonden hvis politik er at udbrede forståelse og viden om psykisk sårbarhed og nedbryde tabuerne om disse slettede mit indlæg på få sekunder. Hvem er i forkæmpere for, PsykiatriFonden? Tager...

Al magt til det visuelle !!

Psykisk sygdom, handicaps, mobning, gruppepres, stress osv. har eksisteret lige så længe som mennesket har været til. Man kan vel fristes til at sige det var en uundgåelig bivirkning af evolutionen… Mobning er et af tidens hotteste emner pga. bl.a. Fie Laursen & historien om Amanda Todds selvmord, men hvorfor netop lige nu? Hvorfor har det ikke altid været et top aktuelt emne, da det jo faktisk er et ældgammelt og altid aktuelt problem? Helt fra oprindelsen har det altid været “den stærkeste overlever”.. I denne højteknologiske & videnskabelige verden er det jo desværre sådan at vi skal se beviser, & vi bliver saftsusme og guddødme nødt til at have et ansigt at sætte på...