Der tilbringer jeg en gang i mellem et par dage. Du kender sikkert dét sted ? For mig er det der, hvor jeg ikke kan se, jeg nogensinde gør/har gjort noget rigtigt eller er god nok. Dét kviksand jeg langsomt synker ned i – jeg ved, jeg skal kæmpe for at komme op og det nu, men min krop er lammet.  Der hvor jeg lukker mig inde i min egen lille kokon, resten af verden holder op med at eksistere og tankemønstrene besætter min krop. Der hvor livet mister sine regnbuer og sit solskin bag rengvejret og bliver én stor grå substans. Men jeg kommer altid igennem og bliver mindet på, jeg er stærkere, end jeg troede, jeg var. /Miss...

“Regeringen savner fuldstændig empati for samfundets svageste. Socialpakken hjælper slet ikke mest udsatte: Hjemløse, narkomaner, psykisk syge, prostituerede og alkoholikere, siger Eyvind Vesselbo.” Når vi nu absolut skal klassificeres, så ja… Vi hører til de svageste i samfundet fordi, vi har brug for hjælp. Men svage er vi jo rent faktisk overhovedet ikke… At være svag på ét område betyder ikke, at man entydigt kan siges at tilhøre en kategori af “svage”. Mange af os slås hver dag f.eks. med fordomme, lavt selvværd, uhensigtsmæssige tankemønstre, selvmordstanker, manglende motivation, stemmer, impulser, følelsesmæssige svingninger, angst, stress, traumer, sociale forbier, problemer med tillid osv., men vi er stadig stærke nok til at stå ud af sengen hver dag, forholde os til alt dette og stadig kæmpe for at få det...